Skifteprotokoller I

Næst efter kirkebøger og folketællinger er skifteprotokoller slægtsforskerens vigtigste kilde. Det er i skifteprotokollerne vi kan finde beviser for, hvem der er børn af hvem, når vi står med to eller flere søskendeflokke, som er umulige at skille ad.

Det er også skifterne, der kan give os et indblik i vore forfædres økonomiske situation og dermed deres sociale status, ligesom vi i skifterne kan hente oplysninger af mere generel historisk karakter: Hvor mobile var folk?; hvilke luksusvarer var almindelige hvornår?; kunne folk læse og skrive?; og meget mere.

Endelig kan vi bruge skifter til at fastslå ejerrække og alder på eventuelt arvegods.

Der er altså al mulig god grund til at benytte skifteprotokoller som en central kilde til ens egen slægtsforskning.

Hvad er et skifte?

Ordet skifte betegner dels selve handlingen at opgøre et bos formue og dele denne mellem arvingerne, dels den dokumentation, skiftebehandlingen afføder. Den almindeligste årsag til et skifte er dødsfald, men også konkurs og skilsmisse kan føre et skifte med sig.

Oprindeligt var skifter en privat sag. Når arvingerne havde ”vedgået arv og gæld”, foretog de selv skiftet, betalte kreditorerne og delte formuen. Eventuelle umyndige og fraværende arvinger fik tildelt en værge, typisk udvalgt blandt de nærmeste slægtninge.

Øvrigheden blandede sig kun i skifter, hvis der ingen værger kunne findes, eller hvis arvingerne ikke kunne blive enige om bodelingen.
Hensynet til de umyndige arvinger vægtede med tiden så højt, at det i købstæderne i løbet af 1500-tallet blev almindeligt, at magistraten medvirkede ved skiftebehandlingen og indførte kopier af de udfærdigede skiftedokumenter i særlige protokoller. De ældste bevarede er fra 1570’erne. På landet blev denne praksis først almindelig på krongodset i 1630’erne og på de større, private godser efter 1670.

Lovgivningsmæssigt hvilede skiftebehandlingerne oprindeligt på gammel sædvane og fortolkning, og såvel de middelalderlige landskabslove som senere forordninger omhandler kun skiftevæsenet, hvis der er huller, der skal udfyldes.

Først i 1683 med Danske Lov (5. bog, kap. 2) bliver skiftevæsenet lovmæssigt funderet, og det bliver pålagt de enkelte skifteforvaltere at føre protokoller. Godsejerne slipper dog indtil 1719, hvor de også pålægges at føre fæsteprotokoller.

I et typisk skifte får man følgende oplysninger:

År og dato for skiftets afholdelse

Afdødes navn

Skifteforvalter og vitterlighedsvidner/ vurderingsmænd

Afdødes evt. ægtefælle

Afdødes arvinger, for det meste børnene, der for ikke-myndiges vedkommende angives med alder og opholdssted, og for gifte døtres vedkommende med ægtemand og opholdssted.
Hvis afdøde ingen børn havde, gik man op til 7 (syv!) generationer tilbage i slægten for at finde nulevende slægtninge, der kunne arve. I 1845 begrænsedes arveretten til tipoldeforældrenes efterkommere (dvs. 4 generationer tilbage).

Enkens lavværge, de umyndige arvingers værge og de mindreårige arvingers kurator

Boets indtægter, dvs. afdødes ejendele: tøj, møbler, køkkenredskaber, luksusting, besætning, landbrugsredskaber, håndværksredskaber osv.

Boets udgifter, dvs. afdødes gæld

Konklusionen. Hvis boet giver overskud, deles dette mellem arvingerne, men hvis boet giver underskud, sælges ejendelene på auktion til dækning af gælden.

Myndighedsalder

Myndighedsalderen for mænd var indtil 1619 15-18 år, men efter 1619 betegnedes drenge indtil det fyldte 18. år som umyndige, og aldersgruppen 18-24 år som mindreårige. Dette gjaldt til 1922, hvor alle blev myndige ved det fyldte 21. år. I 1969 og 1976 blev den økonomiske myndighedsalder nedsat til hhv. 20 og 18 år, og siden har den personlige og den økonomiske myndighedsalder været den samme: 18 år.

Kvinder var indtil 1857 altid umyndige. Herefter gjaldt de samme regler som for mænd bortset fra, at gifte kvinder betragtedes som umyndige, og at deres mand fungerede som deres værge. I 1880 fik gifte kvinder personlig myndighed, og i 1899 fik de økonomisk myndighed, men kun i arvesager.
Indtil 1926 havde ægtemanden fuld råderet over ægtefællernes fælles formue, bortset fra fast ejendom, som hustruen havde medbragt i ægteskabet.

Alle umyndige skulle have en værge, der havde ret og pligt til at bestyre og disponere over den umyndiges midler. De mindreårige fik af øvrigheden beskikket en kurator, der skulle føre tilsyn med den mindreåriges økonomiske dispositioner.

Værger

Danske Lov (3-17-2) fastsatte, hvem der skulle være umyndige børns værge. Hvis det var moderen, der var død, var faderen værge, men hvis det var faderen, der var død, var hans ældste bror værge. Hvis faderen ingen brødre havde, var farfaderen værge, derefter morfaderen. Herefter gik man længere ud i familien således, at faderens familie kom før moderens. Hvis der ikke var nogen familiemedlemmer, der kunne fungere som værge, beskikkede øvrigheden en værge.

I praksis har man dog ofte set på, hvem der kunne være til stede ved skiftet. Hvis det strakte sig over flere dage, kunne det være forskellige personer, der repræsenterede børnene.

Lavværger

Alle enker skulle have en lavværge, og Danske Lov (3-17-41) fastslog, at hun selv måtte bestemme, hvem hun ville have som lavværge. I praksis viste det sig, at hun som regel valgte en af sine brødre eller anden nær familie.

Kildematerialet

Dødsanmeldelsesprotokoller

I 1792 indførtes en arveafgift, og det blev i den forbindelse påbudt, at alle dødsfald skulle anmeldes til skifteretten, uanset om dødsfaldet medførte offentligt skifte eller ej. For at skabe overblik over anmeldelserne anlagde mange skifteretter derfor en protokol, hvori dødsfaldene blev registreret med afdødes navn og en henvisning til, hvad der blev foretaget i sagen.

Skifteprotokoller

I skifteprotokollerne indførtes selve skifteforretningen.

Registreringsprotokoller

De større skifteretter indførte i løbet af 1800-tallet særlige protokoller, hvori registreringen af afdødes efterladenskaber kunne indføres. Hvis der ikke findes registreringsprotokoller, er registreringen indført i skifteprotokollerne.

Dokumenter til skifteprotokollerne

I dokumenterne til skifteprotokollerne er der mulighed for at finde bilag, der blev brugt ved skifteforretningen. I nogle tilfælde er bilagene ikke nævnt i skifteprotokollen, så her kan gemme sig en guldgrube af oplysninger.

/Torben Albret Kristensen, 2017

Artiklen er bragt første gang i nyhedsbrev nr. 4 d. 30. december 2017.

Andre artikler i denne serie: Skifteprotokoller II, Skifteprotokoller III, Skifteprotokoller IV