Gotisk skrift

Transskribering af gotiske og andre håndskrevne tekster

Ordet transskribering betyder omskrivning

Affotografering af en gotisk tekst

Når jeg giver tilbud på en transskriberingsopgave, beregner jeg prisen ud fra to ting. Dels hvilken af nedenstående løsninger, jeg skal levere, dels selve tekstens beskaffenhed (hvordan er skriften, og hvordan er kopien/billedet).

Derfor vil jeg altid bede om et uddrag af teksten, inden jeg afgiver endeligt tilbud.

Transskribering afregnes med kr. 650,00 inkl. moms pr. time.

Når jeg transskriberer tekster, kan jeg tilbyde tre løsninger:


Ren transskribering

Dette er en bogstavret omskrivning til trykte latinske bogstaver, som du kan bruge, hvis du gerne selv vil være bedre til at læse håndskrevne tekster.

Når omskrivningen er bogstavret, er den ikke altid særligt forståelig, men du kan lettere gennemskue, hvilke krøller der er hvilke bogstaver.


Let moderniseret transskribering

Denne løsning kan man også betegne som oversættelse af gammel tekst til nudansk. Jeg skriver ordene i deres moderne form, fjerner eventuelle overflødige ord og tilføjer eventuelle manglende ord, så teksten bliver mere læsbar.

Fjernede ord vil enten mangle eller være gennemstregede. Tilføjede ord vil altid stå i [skarp parentes].

En let moderniseret transskribering kan du bruge til at præsentere teksten for andre, der ikke kender historien så godt som du selv, men som stadig skal have et indtryk af datidens sprogbrug.


En tolket transskribering

Med en tolket transskribering får du en moderniseret omskrivning samt en forklarende tekst, hvor jeg fortolker det skrevne i et moderne sprog.

Denne løsning kan du bruge, hvis du selv er usikker på, hvordan en given tekst skal tolkes, og du kan bruge den forklarende tekst i præsentationer, hvor datidens sprogbrug er mindre væsentlig.