Landfogedens ukendte mor

22. februar 2021 2 Af torbenalbret

Landfoged Jens Hesselholt

På Byrum Kirkegård på Læsø står en bemærkelsesværdig, næsten 200 år gammel gravsten. På den indlagte marmorplade kan man læse følgende indskrift, skrevet med sirlige bogstaver:

Jens Hesselholts gravsten, som den tog sig ud i 2002

“Den hæderværdige Olding, retskafne Embedsmand, trofaste Ægtefælle og kjærlige Fader Jens Hesselholt, Hans kongelige Majestæts virkelige Cancelliraad, Brandirecteur [med kun ét d] og i 42 Aar Landfoged paa Læsøe, død den 18de Juni 1827, 76 Aar gammel – gift med Kirstine Elisabeth Holm, død den 19de Marts 1832 i hendes 79de Aars Alder.”

Da jeg første gang var på Læsø i 2002 tog jeg et billede af stenen. Ikke fordi jeg havde nogen relationer til Jens Hesselholt eller hans kone, men fordi den var flot og lidt sjov. Særligt dét, at Jens blev beskrevet som olding i en alder af 76 fandt jeg og mine medrejsende underholdende. Det lille selskab talte nemlig både min mormor på 78 år og hendes storebror på 80 år, og ingen af dem blev betragtet som oldinge. Men det var selvfølgelig også i 2002.

At jeg ingen relationer havde til Jens Hesselholt, viste sig imidlertid ikke at holde stik…

Landfogedens familiebånd til mig

Som min slægtsforskning er skredet frem gennem årene, er jeg stødt på stadig flere mere eller mindre kendte personer, som jeg er i slægt/familie med, herunder også landfoged Jens Hesselholt – oven i købet to gange.

Den første relation, jeg stødte på, var den, at hans datter Frederikke Sofie blev gift med Niels Christian Lund i Aalborg, hvis søster Johanne er én af mine aner.

Den anden relation var mere direkte og også mere interessant.

Blandt min fars aner i Himmerland findes en Maren Andersdatter, født 1769 i Mosskov, Skørping Sogn, datter af husmand Anders Christensen Mosskov (1732-1794) og Tyra Andersdatter (1736-1793). Jeg var længe ubekendt med Tyras herkomst, og i efteråret 2015 besluttede jeg at undersøge det nærmere.

Da Tyra ikke var det mest almindelige navn på de kanter på det tidspunkt, vovede jeg at google hende, og derved blev jeg opmærksom på en tråd i det gamle DIS-forum, hvor en person havde spurgt til Landfoged Jens Hesselholts herkomst. Af tråden fremgik det, at Jens Andersen Hesselholt var født i 1751 i Hesselholt, Store Arden Sogn i Himmerland som søn af gårdmand Anders Nielsen og dennes hustru. Jens var næstyngste barn i en søskendeflok, og hans ældste søster viste sig at være min ane Tyra.

Jens og Tyras mor

Af kirkebogen for Store Arden fremgik kun, at Tyras og Jens’ far var Anders Nielsen. Moderens navn blev ikke nævnt ved dåbsindførslerne, hverken ved Tyra, Jens eller nogen af deres seks søskende. Men da den ældste bror fik navnet Peder, kunne et forsigtigt gæt lyde på, at morfaderen hed Peder. Der var imidlertid også navnene Niels, Christen og Jens på spil i søskendeflokken, så helt sikker kunne man jo ikke være.

Anders Nielsen døde i 1769, og hans enke i 1781. Heller ikke her røber kirkebogen noget om hendes navn endsige herkomst. Men det er anført, at hun var 69 år gammel. Altså var hun født omkring 1712.

Anders var født i 1705 i Hesselholt som søn af Niels Andersen og Tyra Mortensdatter [Præsten på daværende tidspunkt skrev også mødrenes navne i kirkebogen!]. Tyra Andersdatter var med andre ord opkaldt efter sin farmor. Anders Nielsen fik kun én datter ud over Tyra, nemlig Sophie, født 1754, så mon ikke hun var opkaldt efter sin mormor?

Hesselholt i andre kirkebøger

Slægten i Hesselholt er en gren af min farfars slægt. Min farmors slægt kommer for en stor dels vedkommende fra Valsgård Sogn, ca. 15 km. syd for Hesselholt. Blandt mine aner i dette sogn havde jeg tidligt identificeret Karen Poulsdatter (1746-1832), datter af gårdmand Poul Pedersen og Kirsten Jensdatter i Tofte. Kirkebogen var imidlertid svær at læse, så jeg lod familien hvile og kastede mig over andre slægtsgrene.

Som årene er gået, er mine læsefærdigheder blevet bedre, og for nylig kastede jeg mig over Valsgård Sogns kirkebog for systematisk at indsamle oplysninger om mine slægtninge i flere grene. Da jeg nåede frem til 1737 stødte jeg på Poul Pedersens ældste barn, der blev båret af sin faster fra Hesselholt(!) Straks opstod en tanke i min hjerne: “Tænk, hvis det er Tyras mor!” Da Hesselholt i 1730’erne kun bestod af ca. syv husstande, var muligheden helt klart til stede.

I kirkebogen stødte jeg efterhånden på flere af Poul Pedersens børn, og nu blev forbindelsen tydelig. Ved nogle af dåbene var der nemlig nævnt en Anders Nielsen fra Hesselholt som fadder.

Anders Nielsens vielse

Ud fra disse oplysninger vovede jeg at konkludere, at Anders Nielsen fra Hesselholt var gift med Poul Pedersens søster, men det måtte kunne bekræftes af parrets trolovelse og vielse, der vel måtte findes i Valsgård kirkebog…

En første gennemgang, hvor jeg ledte efter navnet Anders Nielsen gav imidlertid ikke noget resultat, men jeg besluttede at lede én gang til, og så fandt jeg denne indførsel under viede i 1735:

“Dito dato [Dom. 19 p. Trin.] – en Karl fra Hesselholt og Povels Søster i Tofte”

Det blev jeg jo ikke meget klogere af, men måske trolovelsen kunne afsløre noget mere? Det viste sig ikke at være meget, men dog noget vigtigt. Anders stod fortfarende anført som en karl fra Hesselholt, men Povels søster havde fået navn: Maren Pedersdatter.

I kirkebogen fandt jeg da også i 1713 en Maren, datter af Peder Poulsen i Tofte, døbt.

Konklusion

Ud fra ovenstående anser jeg det for overvejende sandsynligt, at Anders Nielsen (1705-1769) i Hesselholt i Store Arden Sogn i 1735 blev gift med Maren Pedersdatter (1713-1781) fra Tofte i Valsgård Sogn, hvorfor hun må være mor til såvel Tyra Andersdatter (1736-93) som landfogeden på Læsø Jens Andersen Hesselholt (1751-1827). Jeg mangler stadig en kilde, hvor Anders og Maren optræder sammen ved navns nævnelse, men alt, hvad jeg har fundet, peger i den retning.

Desuden har jeg bemærket, at Poul Pedersen (Marens bror) også får en datter døbt Sophie, hvilket kunne tyde på, at hans og Marens mor hed Sophie. Hun kunne derfor godt være den Sophie Mortensdatter, der døde i Tofte i 1734, 52 år gammel.

Desværre har de nævnte personer alle været fæstere under godsejere, hvorfra der ikke er bevaret skiftemateriale, så denne fantastiske kilde må følgelig afskrives.

/Torben Albret Kristensen, juli 2021