Siden sidst

19. juni 2019 0 Af torbenalbret

Vinteren og foråret har budt på mangeartet aktivitet, men stadig først og fremmest kurser og foredrag.

På kursusfronten har jeg prøvet både at skulle dublere et kursus pga. overvældende interesse og at skulle aflyse et kursus pga. vigende interesse, men det er vilkår, jeg må leve med. Det første er jo klart det sjoveste, og jeg fik da også set en række kursister, jeg ikke har set før. Og nogle af dem blev ovenikøbet så glade for min undervisning, at de meldte sig til endnu et kursus.

I forårsmånederne gentog jeg i Næstved konceptet fra sidste forår med at stykke et kursus sammen næsten udelukkende af ekskursioner, og i år blev det fuldtegnet!
Jeg selv og 14 kursister kom bl.a. på skolebænken igen på Flakkebjerg Skolemuseum, og vi fulgte i fodsporene på Egon Olsen og min egen tipoldefar, da vi besøgte Vridsløselille Statsfængsel.

Siden nytår her jeg været ude og holde 9 foredrag, så jeg er ved at få et solidt fodfæste på den front.

Særligt ét af foredragene havde jeg glædet mig meget til, det var nemlig i Samfundet for Dansk Genealogi og Personalhistorie (herefter kaldet Samfundet) og skulle foregå i Rigsarkivet Københavns historiske Harsdorff-sal. Her skulle jeg tale om amtmændenes alsidige virke, og det blev lidt af et tilløbsstykke med omkring 70 tilhørere. Det blev derfor lidt af et antiklimaks, da jeg én uge senere skulle tale om ”Fødsler, jordemødre og kirkegangskoner” i Varde, og der kun dukkede 14 op. De var heldigvis engagerede, så det blev en god aften alligevel.

Foredraget i Samfundet var særligt vigtigt for mig af den årsag, at formanden Michael Dupont havde opfordret mig til at stille op til bestyrelsen ved generalforsamlingen en måned senere, og medlemmerne nu fik mulighed for at se giraffen på slap line på forhånd.

De må have været godt tilfredse, for på generalforsamlingen blev jeg valgt ind in absentia, da jeg var i Vordingborg og holde foredrag. Efterfølgende har vi haft et bestyrelsesmøde, og jeg har påtaget mig at udsende nyhedsbreve for Samfundet, men det har jeg jo efterhånden også en vis erfaring i.

Ved siden af kurser og foredrag har jeg fortsat private kunder, og efter en lidt sløv start på 2019, har jeg de sidste par måneder haft en del kunder i butikken. I år har det mestendels været forskningsopgaver, og jeg fik også en rejse til Rigsarkivet i Viborg ud af det, foruden indtil flere ture til Rigsarkivet i København.

Siden jeg i sin tid arbejdede som arkivar har jeg været medlem af Arkivforeningen, og ved et foredrag, foreningen havde arrangeret med arkivar Adam Kronegh (fra Forsvundne Arvinger) fik jeg indblik i nogle af de opgaver, som Rigsarkivet påtager sig for erhvervslivet. Dette talte bl.a. ejendomsundersøgelser for ejendomsmæglere, og efterfølgende har jeg været rundt ved de lokale ejendomsmæglere i Næstved og tilbyde min assistance på dette felt. Jeg blev pænt modtaget alle steder, men jeg fik også at vide, at det var sjældent, de havde brug for den slags undersøgelser. Men nu ved de, hvem jeg er, så jeg håber, det kaster lidt af sig.

På messen Historiske Dage i Øksnehallen i København i slutningen af marts var jeg også på banen, idet jeg var tilknyttet Danske Slægtsforskeres stand som vejleder. Her fik jeg mulighed for at tale med en masse (slægts-)historisk interesserede mennesker og også promoveret min lille virksomhed en smule.

Forsorgsmuseet i Svendborg

Dagen efter Grundlovsdag var jeg guide på Næstved Aftenskoles sommerudflugt til Svendborg og Tåsinge. Trods lidt vigende interesse, valgte skolen at gennemføre turen, og 25 mennesker fik sig en dejlig dag, hvor vi besøgte Forsorgsmuseet og Valdemars Slot. Frokosten spiste vi i Matador-stuen på Restaurant Børsen i Svendborg, og kaffen med hjemmebagt kage nød vi i det sydfynske øhav ombord på M/S Helge.

Selv om jeg pr. 1. januar blev momsregistreret, og derfor måtte sætte mine priser i vejret, er antallet af private kunder stabilt, og der kommer stadig nye til. De opgaver, jeg påtager mig, er af stor betydning for mig. Dels bliver jeg ofte udfordret af dem, og dels gør de mig opmærksom (og klogere) på særlige kildegrupper, som jeg kan anvende i min undervisning og foredragsvirksomhed.

Tusind tak til alle de kunder, der har bidraget med deres særlige spørgsmål og opgaver.

Og tusind tak til alle kursister og foredragstilhørere for at lægge øre til min røst og komme med relevante spørgsmål, der har kvalificeret undervisningen/ foredraget.

Nu er det sommer, og foruden en række private kunder er det min egen forskning og forberedelserne til næste sæson, der er på programmet.

/Torben Albret Kristensen, juni 2019