Degn på sidespring?

– hvad en tamperretsprotokol kan fortælle

Fra Reformationen og frem til 1797 blev ægteskabssager behandlet af den såkaldte tamperret, af hvilken der fandtes én i hvert stift.

Navnet tamperret kommer af, at retten blev afholdt på de kvartalsvise fastedage, de såkaldte tamperdage. Retten bestod af minimum 5 dommere: Biskoppen og eventuelt Stiftamtmanden samt minimum 3 gejstlige – typisk præster ved stiftsbyens kirker.

Hovedopgaven for dommerne var at mægle mellem de stridende parter, og helst få dem til at indgå forlig, men lykkedes dette ikke, kunne de dømme enten separation/skilsmisse eller ægteskab. Det sidste skal forstås sådan, at enten skal ægteskabet fortsætte eller også skal det gennemføres, hvis der er tale om trolovede personer.

At opnå skilsmisse krævede indtil 1790, at én eller flere helt specifikke kriterier var opfyldt, og derfor endte en tamperretssag ikke så ofte med den type dom.

Ét af kriterierne var ægteskabsbrud, og det var netop hvad der muligvis var tale om i den sag, vi skal stifte bekendtskab med nedenfor.

Når vi i dag kan vide noget om tamperretterne og deres sager, skyldes det, at det var påbudt den enkelte tamperret at føre protokol over de behandlede sager og afsagte domme. Desværre er ikke alle protokoller bevaret til i dag, men mange er, og én af dem er protokollen fra Fyns Stifts Tamperret 1662-1702. Og deri kan man finde følgende sag:

Konen Kirsten Lauridsdatter kontra hendes mand, degnen Axel Christensen fra øen Strynø i det sydfynske øhav.

Den 6. april 1669 modtager tamperretten i Odense en skrivelse fra Kirsten Lauridsdatter, hvori hun stævner sin mand for ikke at behandle hende som det sig hør og bør for en ægtemand på den tid, bl.a. har han på det nærmeste forladt hende og deres fælles børn og taget (fast) ophold i præstegården.

Kirsten og Axel mødes derfor i tamperretten til pinsetamperdag den 2. juni, og her opremser Kirsten alle sine beskyldninger:

Axel har som sagt forladt hende, og han vil hverken bo hos hende og børnene eller forsørge dem. Han har taget sengeklæder og andet fra hende, slået hende, og – måske – haft mere kærlighed til en anden kvinde.

Axel får nu mulighed for at tage til genmæle over for disse beskyldninger, og han svarer, at det ikke er af ond vilje, at han opholder sig så meget i præstegården, men af simpel nød. Degnekaldet på Strynø er umådeligt ringe (han har f.eks. ikke sin egen jord at dyrke) og derfor må han arbejde så meget desto mere for præsten for blot at tjene en lille skilling. Beskyldningen om kærlighed til en anden kvinde svarer han ikke på.

Dommerne dømmer efterfølgende Axel til at genoptage samlivet med Kirsten og forsørge hende og børnene efter bedste evne, således som det sig hør og bør for en kristelig ægtemand.

Hvis han ikke vil det, kan han risikere at miste sit embede samt at blive indstævnet for den almindelige ret, der kan idømme hårdere straffe.

Om Axel accepterer dommen, fremgår ikke af protokollen, men noget kunne tyde på, at han ikke gør, for 2½ måned senere, den 17. august lander der på ny et brev fra Kirsten hos tamperretten, hvori hun indstævner Axel for ikke at efterleve dommen. Han skal tvært imod være fortsat i samme spor som tidligere, dog synes anklagen om utroskab at være blevet mere konkret.

Tamperretten beder nemlig ikke blot Axel om at give møde, men også sognepræsten Hr. Thomas Pedersen samt dennes tjenestepige Kirsten Jensdatter har at være til stede ved førstkommende tamperdag, den 15. september. Det fremgår også, at der ikke er nogen gyldig grund for at udeblive. Derimod fremgår det ikke eksplicit, hvad Kirsten Jensdatters rolle i sagen er, men mon ikke det er hende, Axel beskyldes for at stå i forhold til.

Da tamperdagen oprinder, er der imidlertid sket noget, for det er kun Kirsten Lauridsdatter, der dukker op. Axel er nemlig blevet syg, så han sender i stedet præstens svend (karl) Hans Eriksen med et brev, hvori han undskylder sig og beder om, at sagen udsættes til næste tamperdag. Dette bevilger tamperretten, og sagen udsættes.
Hverken præsten eller tjenestepigen Kirsten Jensdatter omtales med et ord, så hvorvidt de overhovedet var dukket op, vides ikke. Under alle omstændigheder har det ikke været vigtigt for tamperretten at nævne det, da sagen jo blev udsat.

Næste tamperdag er 15. december, men inden den oprinder, har tamperretten den 20. november modtaget et nyt brev. Denne gang er det Axel, der kontrastævner Kirsten for hendes uretmæssige beskyldninger imod ham, og hermed synes sagen at spidse til.

Den 15. december møder såvel Axel som Kirsten i tamperretten, og nu skal slaget stå! Men vi får desværre ikke del i mundhuggeriet, for rettens skriver nøjes med at skrive: ”Efter adskillig tiltale og gensvar bad de begge om, at hvad de end måtte have gjort imod hinanden, så lovede de herefter at ville leve med hverandre indbyrdes, som det anstår sig for kristelige og ærlige ægtefolk.” Axel lover at blive hos Kirsten og forsørge hende efter bedste evne samt ikke at opsøge præstegården i fremtiden.

Hermed slutter sagen i tamperretsprotokollen med et forlig, og hverken Kirsten eller Axel dukker siden op i tamperretten igen.