Niels Peder Nielsen fra Rødby

En fortælling om kriminelle aner

Det sker, at vi i vores slægtsforskning støder på personer, der af den ene eller anden grund har fraveget dydens og retfærdighedens smalle vej.

En sådan person var Niels Peder Nielsen fra Rødby.

Hans liv begyndte ellers som mange andres på den tid. Han var født i 1859 af fattige husmandsfolk i Skovby, Errindlev sogn på Sydlolland. Efter konfirmationen i 1873 kom han ud at tjene, og til november skiftedag 1875 kommer han i tjeneste hos Mikkel Justesen i Thorslunde. Og det er på det tidspunkt, han af forskellige årsager kommer ind på et galt spor.

En hjælpende hånd

På et tidspunkt i løbet af november henvender Niels Peders far, Niels Nielsen Alminde, sig til ham, da han er kommet i pengeforlegenhed og mener, at sønnen måske kan låne ham nogle.

Sagen er den, at han (altså Niels Nielsen Alminde) har været på auktion og forkøbt sig. For at betale auktionsregningen, har han måttet sælge ud af sit korn, og nu står han og mangler grøft (lollandsk dialekt for grovt = groft forarbejdet korn til dyrefoder) til en gris, der skal fedes op. Niels Peder låner ham 8 kroner, og det er nok til en begyndelse. Men grisen æder jo hver dag, så efter cirka 14 dage mangler Far Niels igen grøft.

Niels Peder har ikke flere penge, han kan låne faderen, men på Mikkel Justesens loft opbevares en stor mængde grøft, som bruges til at fodre hestene med. Niels Peder vil gerne hjælpe sine forældre, og en idé spirer frem i hans hjerne: Måske man kunne stjæle noget af Mikkel Justesens grøft, uden at han opdager det?

Niels Peder tænker ikke længe over det, og hurtigt bliver det en vane at nappe et par håndfulde af grøften i forbindelse med aftenfodringen. Denne stjålne grøft opbevarer Niels Peder i et tørklæde i sin kiste, og 1-2 gange om ugen tager han det med, når han besøger sine forældre.

Første gang han således bringer stjålet grøft hjem er omkring 1. december 1875, og på det tidspunkt ligger hans far syg. Så det er moderen, Ane Marie Schultz, der tager i mod grøften, som hun tømmer ud i en tønde på loen.

Hun spørger ikke sønnen, hvorfra grøften stammer, men hun har en fornemmelse af, at den er stjålet. Da han bliver ved med at komme med friske forsyninger, beslutter hun sig for at spørge, om hendes fornemmelse har været rigtig, hvilket han bekræfter. Hun beder ham dog ikke om at lade være med at stjæle, men beder ham blot om at være forsigtig, så Mikkel Justesen ikke opdager noget. Hun giver ham endda en pose, han kan opbevare og transportere grøften i.

Rapseriet tager til

Det meste af en måned går, og Mikkel Justesen opdager ikke noget, så Niels Peder bliver mere modig. I julen kommer en murersvend, Peder Jørgensen, forbi for at lave noget arbejde for Mikkel Justesen, og på karlekammeret finder Niels Peder en dag dennes frakke over sin kiste. Idet han flytter frakken for at komme til kisten bemærker han noget tungt i lommen.

Da der ikke er andre til stede, beslutter Niels Peder sig for at kigge i lommen, hvor han finder en lille pung, en portemonnæ, med 4 kroner i. Pung og indhold forsvinder derpå ubemærket ned i Niels Peders kiste, og sagen går, om ikke ubemærket, så dog uopklaret hen.

Tiden går sin gang. Der forsvinder til stadighed et par håndfulde grøft hver aften, og i begyndelsen af februar (1876) kribler det igen i Niels Peders fingre. På loftet opdager han nogle bundter heglet hør og blår, og da han efterhånden trænger til nye skjorter, øjner han en mulighed for at fremskaffe dem uden at skulle betale.

Han stjæler fire bundter heglet hør og et bundt heglet blår, som han skjult i et tørklæde, bringer hjem til sin mor, så hun kan spinde det til tråd og lave lærred ud af det.

Det når hun imidlertid ikke, for i løbet af den næste uge udvikler tingene sig. ……. [fortsættes i næste nyhedsbrev]

/Torben Albret Kristensen, 2017

Artiklen er bragt første gang i nyhedsbrev nr. 1 d. 4. februar 2017.