Niels Peder og det ternede tøj

del 2; nu også med bedragerier!

Resumé:

I november 1875 begynder tjenestekarlen Niels Peder Nielsen at stjæle grisefoder (kaldet grøft) fra sin husbond, gårdmand Mikkel Justesen i Thorslunde på Lolland, for at hjælpe sine økonomisk trængte forældre, husmand Niels Nielsen (Alminde) og Ane Marie Schultzdatter.

Han stjæler kun et par håndfulde ad gangen, og Mikkel Justesen opdager ikke noget, så Niels Peder bliver ved indtil engang hen i februar 1876, hvor han udvider gesjæften og forgriber sig på noget hør og blår, der ligger på Mikkel Justesens loft. Det kan Ane Marie spinde til tråd, lave lærred og sy skjorter til Niels Peder af…

[Niels Peder Nielsen fra Rødby]

Tyverierne opdages

En uges tid efter tyveriet af den heglede hør og blår finder Niels Peder en slump ærter henlagt på Mikkel Justesens lo, og han tænker, at måske grisen har lyst til noget andet end grøft? Ergo henter han en pose, hans mor gav ham sidst han var hjemme, og fylder den med ærter, i alt ca. 1 skæppe. Posen med ærterne gemmer han af vejen i sin kiste, men allerede næste dag opdager Mikkel Justesen, at det er svundet i ærtebunken!
Han hiver fat i Niels Peder, der tilstår tyveriet af såvel ærter og grøft som hør, blår og Murer Jørgensens pung med de 4 kroner i.

Mikkel Justesen, der tilsyneladende kærer sig om Niels Peders ve og vel, kommer med et forslag: Hvis Niels Peder leverer det stjålne tilbage eller erstatter det, vil Mikkel ikke anmelde tyverierne. Han skriver til Niels Peders far, der samler hør, blår og pung (uden penge) sammen og afleverer det til Mikkel. Ærterne ligger stadig i Niels Peders kiste og bliver også afleveret.

Værre står det til med grøften, som grisen jo har fortæret, så Mikkel takserer den til 10 kroner, som Niels Peder må erstatte sammen med de 4 kroner fra Murer Jørgensens pung.

Bedragerier

Dermed er sagen ude af verden, og livet går videre. Niels Peder forbliver i Mikkels tjeneste til november 1877, men forinden har han genoptaget sin kriminelle løbebane. I maj 1877 finder han et sort og hvidternet bomuldstørklæde på Mikkels tærskemaskine, som han genkender som Mikkels eget, men i stedet for at give det til Mikkel, beholder han det selv. Han står nemlig og mangler et sådant tørklæde, og han vil ikke købe et, skønt han har penge til det.
Senere samme sommer mangler Niels Peder et sæt sommertøj, og da han ikke nænner at bruge af sin løn (75 kroner for hele sommeren), beslutter han sig for at prøve noget nyt: At bedrage sig til det.

Den 5. august 1877 opsøger han derfor Uldspinder Petersen på Nørregade i Rødby og forlanger et sæt sommertøj på kredit. Han oplyser, at han har været soldat og nylig er kommet hjem fra tjenesten, at han hedder Christian Rasmussen og at han tjener hos gårdmand Christian Lang i Bukkehave.

Uldspinderen tror på Niels Peder og udleverer et par bukser og en frakke af sort og hvidternet tvist. Niels Peder får yderligere lovning på en vest af samme stof, men den undlader han at hente, da han er bange for, at uldspinderen har anet uråd. Det hele sæt tøj har en værdi af 10 kroner.

I september forsøger Niels Peder sig med et nyt bedrageri. Han har i foråret fået et gammelt sølv-spindelur af Mikkel Justesen som ekstraløn for noget gravearbejde, men uret vil ikke gå. Niels Peder vil derfor gerne bytte det til et bedre, men nænner stadig ikke at bruge penge af sin løn.

Den 1. september 1877 går han ind til urmager Lund i Rødby og beder denne om at reparere det gamle ur. Det vil Lund gerne, men nu får Niels Peder øje på nogle nye cylinderure, og han siger til Lund, at han kunne tænke sig at købe et af disse.
Han udvælger sig et ur til 27 kroner, og han får lov at tage det med, mod at han betaler, når han henter det gamle ur. Også denne gang kalder Niels Peder sig Christian Rasmussen og oplyser, at han tjener hos Christian Lang i Bukkehave.

Ny identitet

I slutningen af oktober kommer det til endnu et bedrageri. Niels Peder har besluttet sig for at deltage i altergangen, men han mener ikke, at hans gamle søndagsfrakke er fin nok. Igen nænner han ikke at bruge af sin løn, så han udtænker en plan; V.C. Klein, Rødby

Han ved, at smeden Hans Nielsen på Errindlev Fælled og dennes sønner handler hos købmand V. C. Klein i Rødby, og han ved, at Klein ikke kender den ene af sønnerne, da denne i længere tid har opholdt sig på Falster.

Altså går han den 25. oktober ind til købmand Klein og udgiver han sig for at være Hans Nielsens søn Rasmus, der tjener hos gårdmand Peder Knudsen i Holeby. Han forlanger en frakke på kredit, mod at han betaler, når han til november får sin løn.

Klein tror på historien og udleverer en jaketfrakke til 28 kroner. Niels Peder får desuden en hvid shirtings mandskrave med løs flip, et sort bomuldsslips og tre uægte kraveknapper med i handlen, så den samlede pris bliver 30 kroner og 24 øre.

Hverken Petersen, Lund eller Klein lader dog sagerne gå upåagtede hen, og de indgiver én efter én anmeldelse om de begåede bedragerier. Betjent Gravesen må ud og optage rapporter, og på én eller anden måde lykkes det at identificere Niels Peder.

Den 1. december 1877 møder han derfor i retten i Rødby for nærmere forhør…. [fortsættes i næste nyhedsbrev]

/Torben Albret Kristensen, 2017

Artiklen er bragt første gang i nyhedsbrev nr. 2 d. 26. maj 2017.