Til- og afgangslister

”Forsvinder” dine aner ud af sognet i 1800-tallet, kan du være heldig at finde dem i kirkebøgernes til- og afgangslister.

I de skematiske kirkebøger fra 1800-tallet findes to særlige afsnit: Tilgangslister og Afgangslister. I disse skemaer skulle præsten indføre, når sognebørnene flyttede til og fra sognet.

Lovgivningen bag listerne

Baggrunden for skemaerne var lovbestemmelsen om, at ingen tjenestekarl eller -pige måtte forlade sognet uden en skriftlig tilladelse fra stedets præst. Oprindeligt var disse tilladelser udfærdiget på løse stykker papir, men fra 1833 blev de indført i karlens eller pigens skudsmålsbog. Ligeledes skulle karlen eller pigen melde sig hos den præst, hvortil han eller hun flyttede, og denne skulle så påtegne papiret/ skudsmålsbogen, at vedkommende var ankommet.

Med den nye forordning om kirkebøger af 1. december 1812 fik præsterne pligt til at notere til- og fraflytninger over sognegrænsen i kirkebogen. Eneste undtagelse var præsterne i København, hvor det var op til politiet at registrere flytningerne.

Ifølge kirkebogsforordningen skulle alle flytninger noteres, men man kan godt risikere, at ikke alle er med. Hvis en etableret familie flytter, vil måske kun husstandsoverhovedet være nævnt, og i nogle tilfælde mangler familierne helt i listerne. Og efter 1854 var det kun tjenestefolk, der skulle registreres.

Oplysninger i listerne

I det hele taget kan man ikke gøre regning på, at listerne er ført særligt omhyggeligt, men dér hvor de er, kan de være til stor gavn.

I listerne skulle præsterne anføre følgende: Navn, alder og håndtering på den rejsende, dato for anmeldelsen, oplysninger om hvortil eller hvorfra den rejsende skulle hen eller kom fra. I nogle tilfælde er skudsmålet også indført.

I købstæderne er listerne ført indtil 1854, på landet indtil 1875. Men det betyder ikke, at flytninger herefter ikke blev registreret. Opgaven overgik blot til andre myndigheder.

I købstæderne overtog byfogederne registreringen i 1854, og i byfogedarkiverne på Rigsarkivets respektive afdelinger landet over vil man herefter kunne finde listerne i de såkaldte tyendeprotokoller eller meldingsprotokoller. På landet overtog sognefogederne registreringen i 1875, men deres tyendeprotokoller ligger ikke nødvendigvis på Rigsarkivets afdelinger. De kan også være afleveret til et lokalhistorisk arkiv, være i privat eje eller være gået tabt.

Med retsreformen 1919 overgik protokolføringen i byerne til politimestrene, men på landet var det fortsat sognefogederne, der varetog den.

Med medhjælperloven af 1921 bortfaldt tjenestefolkenes pligt til at melde sig hos politimester eller sognefoged, men mange steder vedblev man at registrere flytningerne indtil 1924, hvor de nye folkeregistre overtog opgaven.

/Torben Albret Kristensen, 2016

Artiklen er bragt første gang på Facebook d. 13. oktober 2016.